I fredags kom sundhedsplejersken endelig på besøg.
Jeg havde tidligere på ugen fået en opringning fra sekretæren om, at den sundehedsplejerske vi havde ønsket var på ferie, men at jeg ikke skulle være sikker på at få den samme, som vi havde med Emil. Sekretæren var bare så uheldig, da hun fik furien i røret -hun blev vist lidt angst. For den dag hun ringede, var min brystbetændelse på det højeste; vi havde været på Hvidovre Hospital med Anton og en næsten-rask Emil, for at få lavet en PKU (screening for høreproblemer og stofskiftesygdomme); og jeg stod med pencilinpillerne i den ene hånd og uldunderbukserne i den anden -midt på Jernbane Allé -i myldretid -med en 2-årig der ikke havde sovet til middag -og jeg havde ikke fået mad hele dagen…..”Jeg skal sgu´ kun have vores gamle sundhedsplejerske -og de andre må komme bag i køen” tordnede jeg… sekretæren prøver sig med et par formildende ord, men holder fast i, at hun ikke kunne love noget. “Jeg har ringet for flere måneder siden og aftalt det med hende…” forsatte jeg med blodet brusende i kroppen og med meget høj bestemt stemme.

Og det lykkedes: vores fantastiske sundhedsplejerske kom. Og jada-jada-jada: hun vejede Anton, som havde taget 400 g. på, på 10 dage. Så han er altså en knægt der tager for sig af retterne -“Ubii”!! (det er sådan Emil siger jubi).

I weekenden havde vi åbnet dørene for barselsbesøg. Tusind tak for alle de lækre og lune sager fra de besøgende. Vi hyggede os gevaldigt og var ikke fuldstændig udmasede af jeres besøg, så kom endelig igen. Også en stor tak fra Emil, som har leget med sine gaver fra han kom hjem i eftermiddags fra farmor og farfar, til han skulle putte.